En 52-årig mand fra Gentofte blev anholdt, da Nordsjællands Politi i går ransagede fem forskellige adresser i Københavnsområdet.
Ved ransagningerne fandt politiet både dyre designermøbler og andre hælervarer i den helt dyre ende, skriver Lokalavisen.dk.
Tilsammen er der blevet beslaglagt tyvekoster for flere millioner kroner, vurderer politikommissær Karl Erik Agerbo fra Nordsjællands Politi.
- Det er det største antal koster, jeg nogensinde har set. Derfor tror jeg, vi kan sige, at det er den største hæler, der er kommet i garnet i forbindelse med de her efterforskeninger, vi lavet her på Sjælland, siger han.
Anholdelsen af den 52-årige mand er resultatet af et samarbejde mellem alle fem sjællandske politikredse, og nu skal politiet forsøge at finde de rette ejere til hælervarerne.