Jerome Isaac, 47, er anholdt og sigtet for et grusomt drab på den 73-årige postmedarbejder Delores Gillespie, der lørdag blev fundet brændt til døde i en elevator i et boligkompleks i New York.
Delores Gillespie var blevet overhældt med brandbar væske og forvandlet til en levende fakkel, inden en brandbombe blev kastet ind i elevatoren. Hun fik en smertefuld død, siger politiet i New York.
– Hun forsøgte at beskytte sit ansigt med hænderne, men hun havde ikke en ærlig chance, siger polititalsmanden Paul Browne til avisen New York Post
Politiet anholdt hurtigt Jerome Isaac, der havde pådraget sig brandskader på hænder og ansigt. Hans forbrændte fjæs prydede mandag aviserne i den amerikanske storby.
– Jeg håber, han vil brænde i helvede, skriver offerets datter, Sheila Gillespie Hillsman, på sin Facebook-profil.
Stjal fra hjemmet
Ifølge politiet dræbte Jerome Isaac den ældre kvinde, fordi hun havde nægtet at betale ham 10.000 kroner for forfaldende arbejde i hendes lejlighed.
Delores Gillespie smækkede pengekasse i over for den 47-årige mand, da hun fandt ud af, at han havde stjålet fra hendes hjem.
– Hun ville bare hjælpe Isaac, og se hvad hendes venlighed har ført til, siger veninden Linda Moses, der tilføjer, at Gillespie havde frygtet, at Isaac ville hævne sig.
– Hun var den sødeste dame og var altid parat til at hjælpe andre, siger veninden til lokale medier.
Jerome Isaac har over for politiet erkendt, at han satte ild til elevatoren, men han nægter drab.