Politiet leder stadig efter moren til det lille hittebarn, der blev fundet ved cykeltunnelen under Østre Landevej i Maribo fredag morgen.
Den spæde dreng var kun en time gammel og stærkt underafkølet, da han blev fundet svøbt i et tæppe og puttet i en plastic-pose fra Rema 1000. Og drengen er tydeligvis blevet født uden hjælp fra professionelt sundhedspersonale.
Blandt andet var der ikke en klemme på navlestrengen.
Læs også: Bare spædbarnet var lagt foran min dør
- Det er noget af det, vi nu skal have undersøgt, hvordan den (navlestrengen, red.) er gjort fri af moderkagen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi og fortæller, at den uautoriserede fjernelse af navlestrengen ikke har givet drengen infektioner eller helbredsproblemer.
- Han har det fint. Der har ikke været nogle problemer i den retning, siger Søren Ravn-Nielsen.
Drengen er nu anbragt i en akut plejefamilie, og hans dna bliver sammenlignet med dna-profiler fra politiets registre. Men det er kun, hvis en eller begge forældre optræder i dna-registret, at der kan komme bonus den vej fra.
Ligeledes er det tæppe, drengen var svøbt i, bragt til nærmere undersøgelser for at se, om der er dna-spor på det. Så indtil videre er drengens ophav stadig ukendt.
Læs også: Efterladt spædbarn har fået plejefamilie
- Barnet har europæisk udseende. Det er det nærmeste, man kan sige, fortæller vicepolitiinspektøren.
Politiet vil meget gerne finde frem til drengens mor, fordi man må formode, at hun har behov for hjælp både psykisk og fysisk. Men indtil videre har efterforskningen ikke givet pote.
- Vi har fået en halv snes henvendelser over weekenden, siger Søren Ravn-Nielsen og fortæller, at de blandt andet har været ude og tjekke navngivne gravide kvinder. Men det har altså været vildspor indtil videre.
Drengen var blot omkring en time gammel, da han blev fundet ved cykeltunnelen, så fødslen kan af gode grunde ikke være sket særligt langt derfra. Det er dog ikke lykkedes politiet at spore sig frem til et konkret sted.
Oplysninger i sagen kan rettes til Sydsjælland og Lolland Falsters Politi på tlf. 55311448.
Ved du noget? SMS på 1224 (det koster almindelig sms-takst) eller mail på 1224@eb.dk