En 41-årig mand fra Grindsted er blevet anholdt og sigtet for et sexovergreb mod en 17-årig pige.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi skete overgrebet efter en fest i Grindsted natten til søndag.
Den 41-årige mand blev anholdt i går og bliver senere mandag fremstillet i grundlovsforhør.
- Der er muligvis tale om et drugrape, men det kan vi først sige, når vi får resultaterne af vores undersøgelser, siger Lars Christian Thomsen fra lokalpolitiet i Billund ifølge Ritzau.
Ifølge politiet havde den 17-årige og nogle kammerater samt den 41-årige været til en fest sammen.
På et tidspunkt i løbet af natten blev den 17-årige, en veninde og fire drenge smidt ud fra festen, og den 41-årige tilbød, at de kunne fortsætte hjemme hos ham.
Senere på natten blev drengene en efter en sendt videre af den 41-årige.
- Der var så de to piger tilbage. Manden begyndte at massere den ene, men det ville hun ikke have, så hun gik ud af lejligheden for at ryge. Men da hun ville ind igen, så var døren låst, fortæller Lars Christian Thomsen ifølge Ritzau.
Politiet har endnu ikke overblik over, hvad der præcist skete i lejligheden, men senere på natten anmeldte den 17-årige pige, at hun kan være blevet udsat for en eller anden form for kønslig omgængelse.
Hændelsen kommer stort set samtidig med, at en 29-årig mand blev fængslet i Odense på mistanke om et drugrape mod en tre år yngre kvinde, som han tog med på et hotel.
Kvinden har forklaret, at hun ikke husker andet end, at hun mødte manden på en café, og at hun så pludseligt vågnede op med ham på hotelværelset.
Derfor er der mistanke om, at hun kan være blevet bedøvet ved, at manden har puttet noget i hendes drink.