Tre personer er kørt til Rigshospitalets Traumecenter med forbrændinger, de har pådraget sig ved en ildebrand på grænsen til Frederiksberg.
Politiet har netop nu afspærret en del af Rahbeks Allé, hvor en større udrykning er i gang. Politi og brandvæsen er massivt til stede med en del redningskøretøjer.
- Ind til videre har vi reddet tre personer ud. Deres skader er af ikke uvæsentlig karakter, siger Flemming Kim, central vagtleder, Københavns Politi.
De nærmere detaljer omkring køn, alder og skadernes voldsomhed øsnker han ikke at uddybe.
- Hvis pårørende skal underrettes, er det bedre, det ikke sker gennem medierne, siger han.
Ifølge den forløbige formodning er der tale om en brand i en lejlighed, der ligger under oppe under taget.
Kilder på stedet siger til ekstrabladet.dk at branden virkede eksplosionsagtig, og flere ruder blev knust af ildens voldsomhed.
Ifølge flere beboere i området udviklede branden sig så hurtigt, at de først opdagede branden, da området var fyldt med brandbiler og politi. De melder om tre til fire ambulancer, der er kørt afsted med tilskadekomne.
Branden er nu slukket, og området er stadig afspærret mens politi og brandfolk gennemser brandstedet for at finde frem til årsagen til branden.
ekstrabladet.dk følger sagen.....