Midt- og Vestjyllands Politi har haft rigeligt at se til her til morgen.
Oven på en kold nat, hvor temperaturen flere steder kom helt ned på tre frostgrader, begyndte det nemlig at småregne i løbet af morgentimerne, og det forvandlede vejene til de rene skøjtebaner flere steder.
- Bilerne rutsjede rundt på vejene, og vi har været ude til mindst ti trafikuheld i løbet af morgenen. Der er heldigvis ingen, der er kommet alvorligt til skade, fortæller Carsten Henriksen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
De mange uheld var primært koncentreret omkring Skive og Holstebro.
- Nattens frost havde gjort vejbanerne meget kolde, og da regnen så begyndte at falde, blev der utrolig glat rigtig mange steder. Det er i den slags situationer, at bilisternes advarselslamper skal tænde, lyder det fra vagtchefen.