Udstyret med ens strikhue, dothandsker og angiveligt delvist malede i ansigterne lykkedes det i nat to mænd at sprænge bankboksen til en Danske Bank i Borup.
De to tyve blev dog fanget på bankens overvågningskamera, og Midt- og Vestsjællands Politi forsøger at kredse sig ind på de to gerningsmænd, ved at offenliggøre deres billede.
- Det virker meget planlagt og målrettet, og det hele er overstået på få minutter, hvorefter de forsvinder med pengene i favnen i en bil, oplyser vicepolitikommissær Kristian Egekær til ekstrabladet.dk.
Beboere hørte kort efter kl. 03 i nat en eksplosion, da boksen blev sprængt i luften. Forud for det havde de to mænd brudt indgangsdøren til banken op.
- Farvepatronerne gik af, så vi har en formodning om, at tyvene måske er blevet farvet grønne under indbruddet. Vi kan også se, at de enten har malet sig selv i ansigtet eller har haft en strømpe over hovederne, fortæller Kristian Egekær.
De to mænd tog flugten - med et ukendt beløb, som politiet ikke ønsker at oplyse - i en hvid VW Golf, muligvis mod Roskilde. De var begge iført mørkt tøj, formentligt kedeldragter og hver iført en tophue med kvast.