Omkring 30 borgere i Assens må overnatte på hotel og en åbningen af en ny multihal er i fare, efter at en planlagt sprængning af en stor silo tirsdag formiddag gik galt.
Siloen, der ejes af Nordic Sugar, opførte sig genstridigt. I stedet for at styrte i grus står den som et skævt tårn, der truer med at vælte ned over flere huse, og omkring 30 mennesker er evakueret.
Tirsdag eftermiddag besluttede beredskabet og politiet, at sikkerhedszonen omkring siloen opretholdes "indtil videre". Det betyder, at beboerne tidligst onsdag kan vende tilbage til deres hjem.
- Beboerne er flyttet til Marcussens Hotel på Nordic Sugars regning, siger vagtchefen ved Fyns Politi, Erik Halkjær.
Det er foreløbig uvist, hvornår beboerne kan vende hjem. Onsdag skal eksperter se nærmere på siloen og afgøre, hvad der videre skal ske.
Politiet har også adresse i nærheden af den tidligere sukkersilo, men politistationen er ikke i fare, da siloen hælder den anden vej.
Det er til gengæld den helt nye multihal Arena Assens, der skulle indvies med en koncert onsdag aften.
- Vi har også afspærret området omkring Arena Assens, og hvis siloen stadig er til fare onsdag bliver åbningen ikke til noget, siger vagtchefen.