Har du fået lidt for meget snaps til julefrokosten? Så lad hellere bilen stå, for du risikerer at blive stoppet af politiet, der er ekstra bemandet i weekenden. Fredag indleder Københavns Politi nemlig en stor razzia mod folk med potentielle julebranderter - en kampagne, der også gælder resten af landet.
Læs også: Er du for stiv til at køre dagen derpå?
- Vi møder ekstra mange ind i dag og i morgen. Fredag sætter vi flere ind fra klokken 18 til 02. Vores kampagne er næsten en juletradition. Der er endda folk, som siger, at det har ikke været rigtig jul, før vi er blevet stoppet af færdselspolitiet, siger Mogens Knudsen, der er operativ leder i færdselsafdelingen i Københavns Politi.
Lederen ikke vil oplyse konkret, hvor mange betjente, der bliver sat i arbejde. Men bilister kan regne med, at der bliver ekstra bemanding i hele uge 50 og alle weekender frem til nytår.
Spontan sprut farligst
Selv om politiet i disse dage er ude med snøren, er det ikke den typiske julefrokostgæst, der ryger i politiets fælde.
- Selvfølgelig fanger vi spritbilister derude, men det er heldigvis begrænset. De fleste af dem, vi fanger, har ikke været til julefrokost. For julefrokostgæsterne har sørget for alternativ transport. Der er langt flere spritbilister om sommeren, fordi folk drikker spontant, lyder det fra Mogens Knudsen.
Men hvorfor har I så ekstra bemanding i december?
- Vi vil gerne holde fast i, at folk er klar over, at der er stor risiko for, man kan blive stoppet af politiet. Jeg håber selvfølgelig, vi fanger så få som muligt. Et succesresultat vil være nul - jeg håber ikke, vi fanger fem. Det vil være trist, hvis folk ødelægger deres fremtid med at køre spritkørsel, siger Mogens Knudsen.