En 47-årig knallertkører blev torsdag aften bragt til Aalborg Sygehus, efter en alvorlig ulykke kort efter klokken 18.00 på Søndergade i Frederikshavn.
Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands politi.
- En knallertkører og en bilist kører i samme retning, og da bilisten skal til at køre forbi, svinger knallertkøreren ud foran ham, fortæller vagtchefen.
Bilisten og knallertkøreren var begge på vej i nordlig retning, og ifølge bilistens forklaring til politiet kunne han ikke nå at undvige, da knallerten svingede ud foran ham.
Knallertkøreren kom slemt til skade ved ulykken, fortæller politiet.
- Manden er nu indlagt i koma, siger vagtchefen.
Den 47-årige mand var kørende på en mindre knallerttype. Politiet har sikret en blodprøve, der skal vise, om manden var påvirket af alkohol, da ulykken skete.