Breivik: - Jeg frygtede, at dette ville komme

Anders Behring Breivik er tirsdag aften blevet forelagt retspsykiaternes rapport

Anders Behring Breivik virker ikke som om, at han vil acceptere retspsykiaternes rapport.

Det fortæller politiadvokat Christian Hatlo til det norske nyhedsbureau NTB.

Anders Behring Breivik blev tirsdag eftermiddag kørt til politigården i Oslo, hvor hans forsvarere oplæste konklusionerne i retspsykiaternes rapport.

- Jeg frygtede, at dette ville komme, skal Breivik have sagt efterfølgende til politiet.

Se Breiviks diagnose her

Massemorderen har fået diagnosen paranoid skizofreni, som giver sig udslag i vrangforestillinger som storheds- og forfølgelsesforestillinger.

Anders Behring Breivik er dermed erklæret utilregnelig i gerningsøjeblikket og skal derfor i psykiatrisk behandling. Dermed undgår han fængselsstraf, hvis Retsmedicinsk Kommission mener, at rapporten er faglig holdbar.

Læs også: Breiviks sindssygdom er arvelig

Efter forsvarerne havde overbragt rapportens konklusioner til Breivik, blev han ført til et nyt forhør hos politiet.

- Det virkede som om, at han ikke accepterede det og blev fornærmet over konklusionen, siger politiadvokat Christian Hatlo til det norske nyhedsbureau NTB.

- Han er rolig under afhøringen nu, som han har været i andre forhør, siger politiadvokaten tirsdag aften.