Norsk morder gik på nettet med Breivik

26-årig drabsdømt nordmand viser sig ligesom den terrorsigtede Breivik at have brugt tid på racistisk netsted

En 26-årig nordmand, der er dømt for at have dræbt en norsk-somalisk mand i Heimdal ved Trondheim i 2008, har deltaget i diskussioner på de samme internetsider som den terrorsigtede Anders Behring Breivik. Det skriver avisen Aftenposten.

Drabsmanden blev i 2009 dømt til psykiatrisk forvaring, efter at han blev diagnosticeret som psykotisk. Under afhøringerne havde han nægtet sig skyldig, men hjulpet politiet med efterforskningen for at bedyre sin uskyld.

Den 26-årige skal angiveligt have brugt meget tid på de samme højreekstreme netsteder som Breivik, men fordi han fik en psykiatrisk diagnose, blev netsporene ind i det højreekstreme miljø aldrig grundig undersøgt.

Manden var blandt andet særdeles aktiv i Stormfronts diskussionsforum. Det er et af de netsteder, hvor Breivik offentliggjorde sit såkaldte manifest i forbindelse med terrorangrebene 22. juli.

På Stormfront-siderne gav den 26-årige fyrede taxichauffør udtryk for et ekstremt negativt syn på muslimer og indvandrere.

Den 26-årige våbenentusiast fra Opland dræbte den 46-årige Mahmed Jamal Shirwac med 13 skud, og inden han blev anholdt havde han sørget for at pudse og slibe det, politiet mente, var drabsvåbnet. Endvidere prøvede han at slette sine dataspor.