Tyve stikker af med eksklusive minkpelse

En odenseansk pelshandler har haft indbrud, hvor tyvene gik efter eksklusive lange pelse

Hvis du på gaden i Odense får tilbudt en eksklusiv lang minkpels til spotpris. Så vogt dig. Det kan nemlig være hælervarer.

Forretningen Stampe på Vestergade i Odense, der forhandler eksklusivt pelsværk, har ved et indbrud i weekenden fået stjålet 50 eksklusive pelsfrakker. Tyvene gik hovedsagelig efter lange minkpelse, oplyser Fyns Politi.

Indbruddet er sket på et tidspunkt mellem forretningens lukketid lørdag klokken 16 og mandag morgen, hvor det blev opdaget.

Tyvene er kommet ind ved at lave et hul i væggen fra naboforretningen. Inde i butikken færdedes de sådan, at de ikke fik aktiveret alarmen, siger vicepolitikommissær Carsten Arentoft Andersen, Fyns Politi, i en pressemeddelelse.

Politiet vil gerne tale med borgere, der har set noget mistænkeligt omkring forretningen Stampe, eller folk, der har på en eller anden måde kender til indbruddet. Det gælder også folk, der måske har fået tilbudt at købe en pels.