Fodgængerfeltet ved Forum er en dødsfælde

Lokal beboer havde advaret Frederiksberg Kommune om, at det ville koste menneskeliv

Ulykkesbilen ved fodgængerfeltet, som dagligt passeres af mange mennesker på vej til flere uddannelsessteder, metrostationen og aktiviteter i Forum. (Foto: Mogens Flindt)
Ulykkesbilen ved fodgængerfeltet, som dagligt passeres af mange mennesker på vej til flere uddannelsessteder, metrostationen og aktiviteter i Forum. (Foto: Mogens Flindt)

Flere læsere med lokalkendskab skrev sent torsdag aften til ekstrabladet.dk, da nyheden om den tragiske ulykke på Frederiksberg var kommet ud.

Fodgængerovergangen ved Forum er en dødsfælde med dårlige oversigtsforhold, fremgår det af henvendelserne.

Torsdag aften blev en 10-årig pige og hendes mor på 44 pløjet ned af en varebil i fodgængerfeltet og kastet 27 meter gennem luften.

Pigen lå natten til fredag i respirator på Rigshospitalet i yderste livsfare, og moren er også ilde tilredt.

Sprang for livet
– Jeg kører strækningen alle hverdage. Så sent som tirsdag oplevede jeg næsten det samme. Jeg holder tilbage nøjagtigt samme sted for et par, der nikker pænt og takker.

– Da parret er halvvejs ovre, drøner en Audi venstre om mig. Jeg dytter resolut, og parret må springe for livet for ikke at blive kørt ned. Det er efter min mening et rigtig farligt sted. Der skal gøres noget ved vejen. Den er så bred, at en bil nemt kan komme forbi et holdende køretøj, fortæller Jan Henriksen.

Kommunen ligeglad
I en anden mail skriver en beboer i gaden, at han har advaret Frederiksberg Kommune mod den farlige fodgængerovergang, men uden held.

– Ulykken kunne måske ikke være undgået. Men lys og oversigtsforhold er meget kritisable. Jeg har haft en længere mailkorrespondance med teknisk forvaltning på Frederiksberg for ca. halvandet år siden uden at få forståelse. De udtalte, at der ikke er sket ulykker det pågældende sted. Jeg skrev tilbage, at der før eller siden vil ske en dødsulykke, lyder det fra Svend Kruse.

Mange studerende krydser
Den kritiserede fodgængerovergang ved Forum Metrostation er stærkt trafikeret. Indenfor et par hundrede meters gang ligger tre store uddannelsessteder, handelsskolen Niels Brock på Julius Thomsens Plads, Det kgl. Dansk Musikkonservatoriet i Rosenørns Allé og Københavns Tekniske skole i Julius Thomsens Gade.

Ordenspolitiets centrale vagtleder ved Københavns Politi, Michael Poulsen, ønskede tidligt fredag ikke at kommentere vejforholdene ved ulykkesstedet.