Sexofre tør godt møde Amagermanden

Alle fire sexofre fra Ingolfs Allé har mod på at sidde ansigt til ansigt med den tiltalte Marcel Lychau Hansen, når de netop nu genfortæller deres mareridt

KØBENHAVNS BYRET (ekstrabladet.dk): Endnu to kvinder skal her til morgen sidde ansigt til ansigt med den tiltalte Marcel Lychau Hansen, når retssagen mod Amagermanden her til morgen fortsætter.

Som i går er det sagen fra 1995 om den firedobbelte voldtægt fra en dobbeltvilla på Ingolfs Allé på Amager, der er i fokus. I går mødte to af de i dag voksne kvinder op for at genfortælle den frygt og de rædsler de gennemgik tidligt om morgenen den 19. oktober, da en tyv brød ind i huset.

Her til morgen sætter de to sidste af sexofrene, i dag en 30-årig og en 31-årig kvinde, sig en efter en i vidneskranken. En vidneskranke der står blot få meter fra den mand, som er anklaget for at have bagbundet dem på ankler og håndled, at have trukket et pudebetræk ned over hovederne på dem og med både psykisk terror og dominans samt trusler fra en stor køkkenkniv at have udsat de dengang fire piger for to et halvt timers mareridt.

Alle ofre vil konfrontere Amagermanden
Da sagen om voldtægten fra Amagerkollegiet i 2005 tidligere blev behandlet i retten, turde offeret ikke sidde i samme lokale som Marcel Lychau Hansen, som derfor måtte overhøre hendes vidneudsagn fra et tilstødende lokale. Men i sagen fra Ingolfs Allé, har ingen af de fire kvinder bedt om at få fjernet deres formodede overfaldsmand fra retslokalet.

Dermed har de - hvis anklagen holder stik - for første gang i 16 år mulighed for at få et tydeligt billede af gerningsmanden og - ansigt til ansigt - gøre ham klart, hvilke rædsler han dengang udsatte dem for.

Læs også: Håndsved kan fælde Marcel
Læs også: Villaen var nøje udvalgt

Familien trofast mødt op
Da vidneforklaringerne foregår for lukkede døre af hensyn til ofrene, er det kun den tiltalte, dommerne og nævningene, der får genfortalt historien fra 1995. Her til morgen var Marcel Lychau Hansens familie, blandt andet hans hans to sønner og hans bror, igen - som de eneste tilhørere - trofast mødt op for at støtte deres far.

Han smilede svagt og vinkede kærligt til dem, da han blev ført ind i lokalet og igen da de kort efter - sammen med ekstrabladet.dk's journalist - blev bedt om at forlade lokalet.

Den 46-årige Marcel Lychau Hansen nægtede i går ethvert kendskab til indbruddet og voldtægterne på Ingolfs Allé.

- Jeg har aldrig været i det hus, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal blandes ind i alle de sager, for det er ikke mit dna, lød forklaringen fra vidnestolen.

Om det er Marcel Lychau Hansens eller kvindernes forklaringer, der overbeviser nævninge og dommere, vil tiden vise.