Politiet frygter selvtægt i Gullestrup

Politiet forsøger nu at gå i dialog med de beboere i Gullestrup, som truer med selvtægt

Stemningen er ond i Gullestrup, hvor beboerne er i oprør, efter en kun 10-årig pige blev voldtaget. (Foto: Anders Brohus)
Stemningen er ond i Gullestrup, hvor beboerne er i oprør, efter en kun 10-årig pige blev voldtaget. (Foto: Anders Brohus)

Voldtægten af en kun 10-årig pige i den lille by Gullestrup ved Herning har fået lokale indbyggere til at true med selvtægt.

- Vi har samlet 60 skydevåben og endnu flere af dem her, siger en ven af offerets familie til Ekstra Bladet, og peger på en foldekniv og en køkkenkniv.

Læs også: 'Vi slår ham ikke ihjel, vi kastrerer ham kun'

Den onde stemning blandt offerets venner og naboer skaber bekymring hos politiet.

- 25 mænd har proklameret, at de er klar til selvtægt med 60 skydevåben og knive. Er i bekymrede over lynchstemningen i Gullestrup?

- Vi har også hørt de rygter, siger vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi, til ekstrabladet.dk.

Men det er en dårlig idé, at gå ud og lede efter voldtægtmanden med knive og skydevåben, understreger vicepolitiinspektøren.

- Det skal man lade være med, for det kan være med til at ødelægge vores efterforskning, siger han.

Han oplyser, at politiet har fået masser af tip siden i går, som de netop nu er ved at undersøge.

Læs også: Lynchstemning efter voldtægt: Nu er der krig i Gullestrup

Det nytter ikke
- Vi kan kun mane til forsigtighed. Vi har brug for arbejdsro, så det nytter ikke noget, at folk blander sig, siger Michael Kjeldgaard.

Politiet har også sat gang i nogle tiltag, der skal sikre, at folk ikke pludselig tyer til selvtægt.

- Vores kollegaer er gået dialog med folk, der bor i området, så vi kan undgå at den slags sker, siger han.

Politiet er stadig i gang med at kortlægge hændelsesforløbet, og kan på nuværende tidspunkt ikke give detaljer om efterforskningen.

Det er også for tidligt at sige, om gerningsmanden er farlig.

- Vi har intet belæg for at udtale os om gerningsmanden. Men det er klart, at han skal tages alvorligt efter det han har gjort.

Læs også: 10-årig pige truet og udsat for voldtægt