Dommer til 16-årig: Ryk direkte i fængsel

Mindre end et halvt døgn efter tankrøveri i Aarhus blev gerningsmanden på 16 år ført til afsoning af sin dom

En 16-årig dreng fra Hammel ved Aarhus fik en straksdom på syv måneders fængsel, da han lørdag formiddag var i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Han var sigtet for et røveri mod en tankstation på Grenåvej i Aarhus, som han begik lørdag kort før klokken et. Og mindre end et halvt døgn efter forbrydelsen var han på vej til afsoning.

Ved røveriet truede den 16-årige personalet på tanken med en pistollignende genstand og fik udleveret et mindre beløb, som han stak af med. Han blev imidlertid hurtigt indhentet og anholdt af en politipatrulje.

Han havde både våbnet og udbyttet på sig, og han har erkendt, at det var ham, der begik røveriet.

Da han lørdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør, valgte dommeren at give ham en straksdom på syv måneders fængsel, hvoraf han dog kun skal afsone en måned, idet resten blev gjort betinget.

Efter retsmødet blev drengen ført direkte til afsoning, oplyser vagtchef Jes Frederiksen, Østjyllands Politi.

En straksdom er en dom, der afsiges meget kort tid efter en anholdelse, og det er helt normalt, at den dømte føres til afsoning umiddelbart efter.

Straksdomme kommer på tale i sager, hvor gerningsmanden aflægger fuld tilståelse og tager imod dommen. Det er velbelyste sager, hvor det ikke skønnes nødvendigt at føre vidner og efterforske yderligere.