Randers-borgmester vil stoppe rockervækst

Rockergruppen Bandidos er flyttet til Råsted. Allerede nu har politiet fundet narko og tyvekoster i huset.

Foto: Johnny Frederiksen
Foto: Johnny Frederiksen

Landsbyen Råsted uden for Randers har længe huset rockergruppen Hells Angels, men nu er også en gruppe af rivalerne fra Bandidos flyttet til den lille by.

De nye tilflyttere har fået borgmesteren i Randers, Henning Jensen Nyhuus, til at opfordre til en massiv politiindsats for at få rockerne ud af byen igen.

- Politiet skal lægge et massivt pres på stedet og foretage mange kontroller, så det ikke bliver sjovt at have et klubhus i Råsted, siger han til DR Østjylland.

Allerede nu har det lokale politi da også aflagt rockerborgen besøg.

To mixerpulte
Bandidos' klubhus blev således ransaget af Østjyllands Politi fredag, og her fandt politiet blandt andet amfetamin, kokain og to stjålne mixerpulte i huset.

Selvom rivalerne fra Hells Angels også holder til i området, er en konflikt mellem de to rockergrupper ikke borgmesterens største frygt.

Til gengæld frygter han, at Bandidos-rockerne kan virke tillokkende på byens unge.

- Nogle kan føle sig tiltrukket af miljøet, men det er ikke vejen frem. Derfor skal vi sikre os, at klubhuset kommer væk fra byen, lyder det fra Henning Jensen Nyhuus.

Rockernes indtog i landsbyen har gjort borgerne i området utrygge, og Østjyllands Politi har derfor lovet at gøre en indsats for, at de igen kan føle sig trygge.

Bandidos har planlagt at holde at holde åbent hus i deres nye lokaler i Råsted i dag lørdag.