Juraekspert: Bendtner er ikke fredet

Politiet kan genåbne sagen, hvis der kommer klare beviser for, hvem der startede slagsmålet

Selv om 31-årige Jesper Jensen ikke ønsker at anmelde Nicklas Bendtner for episoden på Hotel Marienlyst, betyder det ikke, at landsholdspilleren er fredet.

Læs også: Offeret: Bendtner sparkede mig ned

Det forklarer professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, Eva Smith, til ekstrabladet.dk.

- Offeret beskriver episoden i dagens udgave af Ekstra Bladet. Er politiet tvunget til at undersøge episoden oven på de oplysninger, selv om offeret ikke ønsker at udtale sig?

- Det kommer an på, hvad der er sket. Hvis det tyder på, at den ene part har været udfarende, så er der mere grundlag for politiet til at gå ind i sagen, men hvis ingen af partnerne vil udtale sig, er det jo lidt svært at efterforske, siger Eva Smith.

- Men det kommer an på, hvor klart det er. Hvis det ikke er klart, hvem af dem der er overfaldsmanden, så er det et skøn for politiet, siger hun.

Læs også: Se Bendtners reaktion på volds-anklagen

Kun ved alvorlig skade
Landsholdspiller Nicklas Bendtner er altså ikke fredet, blot fordi at modparten ikke ønsker at anmelde sagen.

Men hele affæren er besværliggjort af, at alle parter er stiltiende. Og så længe det er uklart, hvem af de to der var den udfarende i episoden, så kan politiet altså lade sagen ligge, siger juraprofessoren.

- Hvis man hører om at slagsmål, hvor det er uklart, hvad der er sket, og hvis ikke nogle af parterne ønsker at anmelde episoden, så er politiet ikke tvunget til at tage sagen op, forklarer hun.

- Han fortæller at han er blevet sparket to gange. Er det ikke nok til, at politiet burde tage sagen op?

- Det er klart, at hvis nogen er kommet alvorligt til skade, vil politiet tage sagen op. Men det er der jo intet, der tyder på, siger hun.

Læs også: Derfor bliver der ingen sag mod Bendtner

Nordsjællands Politi har ingen kommentarer til episoden.