Bande afsløret med 11 kilo heroin i Aarhus

Fire mænd er anholdt i det vestlige Aarhus og i Hammel i en sag om smugleri af heroin fra Tyrkiet.

Efter flere måneders efterforskning har narkobetjente fundet et usædvanligt stor lager af heroin i Østjylland.

Under ransagninger i det vestlige Aarhus og i Hammel er der afsløret i alt 11 kilo hvid heroin.

- Så meget hvid heroin har vi ikke tidligere fundet i Østjylland, siger vicepolitiinspektør Brian Voss Nielsen.

Sagen hænger sammen med en hidtil hemmeligholdt anholdelse i Tyrkiet af en ung kvinde fra Aarhus.

Kvinden, der er 25 år, blev i september pågrebet med ni kilo heroin, som hun var i færd med at smugle til Danmark.

Siden 11. september har hun været anbragt i et tyrkisk fængsel.

Ved onsdagens politiaktion i Østjylland blev der anholdt fire mænd, som er i alderen fra 26 til 33 år.

En eller flere af dem vil ikke kun blive sigtet for de 11 kilo.

Politiet vil også forsøge at gøre nogle af dem medansvarlige for kvindens smuglertur, og dermed kommer mængden op på cirka 20 kilo i alt.

Torsdag skal en dommer i Aarhus afgøre, om de fire anholdte mænd skal varetægtsfængsles.

Hvid heroin bliver normalt injiceret af misbrugere, mens den brune heroin typisk bliver røget.