Beboere genhuses efter brand

10 mennesker evakueret efter brand i Hillerød

Ni beboere og en gæst måtte evakueres fra ejendommen på Københavnsvej. (Foto: Allan Andersen)
Ni beboere og en gæst måtte evakueres fra ejendommen på Københavnsvej. (Foto: Allan Andersen)

Beboerne i en etageejendom på Københavnsvej 21 i Hillerød kommer ikke tilbage til deres lejligheder foreløbig, efter at en brand tirsdag aften hærgede ejendommens tagkonstruktion.

Hillerød Brandvæsen tilkaldte forstærkning fra kollegerne i Allerød, da de kom frem til den brændende ejendom kort efter klokken 18.

De ni beboere samt en gæst blev hurtigt evakueret og midlertidigt indkvarteret i et lokalt bowlingcenter.

- Brandvæsenet blev færdig med det egentlige slukningsarbejde ved 20-tiden, og nu er de gået i gang med 'følgeskadebehandling', og det kommer til at tage mange timer - beboerne kan ikke vende tilbage i dag og må genhuses andre steder, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Bruno Witting-Hansen, til ekstrabladet.dk.

Ingen af beboerne kom noget til ved branden, men ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger blev to brandfolk kørt til tjek på sygehuset med mindre skader.

Årsagen til branden er ukendt.