Skænderi om indbrud bag drabsforsøg

Fem HA'ere og to kvinder anholdt for drabsforsøg mod Bandidos - men ifølge politiet ingen rockerstrid på vej

Udefra set kunne det ligne optakten til en ny rockerstrid, når medlemmer af Hells Angels overfalder en fra Bandidos.

Men ifølge politiet var der tale om uoverensstemmelser mellem indbrudstyve, da en 31-årig mand - og prøvemedlem af Bandidos - 23. juli blev overfaldet ved Lyngbyvejen i København og slået i hovedet med et baseballbat af jern.

Politiet slog tirsdag formiddag til mod forskellige tilholdssteder for Hells Angels i København, blandt andet HA'ernes klubhuse i Ishøj og på Svanevej i nordvestkvarteret.

Fem mænd og to kvinder er anholdt. De sigtes alle i forbindelse med drabsforsøget ved Lyngbyvejen, oplyser politikommissær Knud Hvass fra bandeenheden i Københavns Politi.

- Nu skal de afhøres. Alle syv eller flertallet af dem vil i morgen blive fremstillet med krav om fængsling, siger Knud Hvass.

- Der er ikke tale om et klubanliggende mellem Hells Angels og Bandidos, men ifølge vores opfattelse om uoverensstemmelser efter et indbrud, siger Knud Hvass.

De fem anholdte mænd var ikke medlemmer af HA på tidspunktet for overfaldet, men er senere trådt ind i klubben på prøve.

Under ransagningerne fandt politiet blandt andet en pistol, våbendele til en pistol, ammunition samt fire kg hash. Våbendelene og ammunitionen blev fundet i klubhuset i Ishøj, oplyser politikommissæren.

Den 31-årige fra Bandidos var ifølge politiet i livsfare efter overfaldet 23. juli.

En gruppe unge mænd havde ventet på manden lige før Hans Knudsens Plads. Han blev jagtet og slået ned.

Overfaldsmændene forsvandt i en Mazda, som senere blev stukket i brand på Nørrebro.

Hells Angels og Bandidos meddelte i september, at de to rockerklubber har indgået en ny fredsaftale, efter at den gamle aftale nogle dage forinden var erklæret for død.