Spirituspåvirket mand bag motorvejsulykke

Flere personer kørt på Rigshospitalets Traumecenter efter ulykken

Tre biler er her til aften kørt sammen på Amagermotorvejen ved Avedøre. Det oplyser den vagthavende ved Københavns Vestegns Politi overfor ekstrabladet.dk.

- Det er tre biler, der er kørt sammen. Ulykken sker, ved at en mand trækker ud i en anden vognbane. Her enten rammer han en anden bilist eller kører tæt ind foran bilisten, så ulykken sker, forklarer den vagthavende.

Hvor mange personer, der er kommet til skade ved ulykken er uvis, men ifølge den vagthavende, er ingen kommet alvorligt til skade.

- Jeg ved, at de alle er blevet bragt til Rigshospitalets Traumecenter, men det gør man altid, når der er tale om en ulykke på motorvejen. Men de skulle ikke være kommet alvorligt til skade.

Den vagthavende oplyser endvidere, at de mistænker manden, der trak ud i den anden vognbane, for at være spirituspåvirket.

- Men om det ligger til grund for ulykken, vides ikke. Men det plejer jo aldrig at være et positivt tegn, når folk kører bil i spirituspåvirket tilstand.