Taxachauffør fængslet i fire uger for drab

Sigtet i drabssag fra Høje Gladsaxe

En 39-årig taxachauffør med pakistanske rødder er klokken 12.40 i dag blevet varetægtsfængslet i drabssagen fra Høje Gladsaxe.

Her blev en 45-årig familiefar - ligeledes af pakistansk oprindelse - slået i hovedet med en stump genstand. Det skete sent onsdag aften ligefør midnat.

Volden var så brutal, at offeret fik svære kvæstelser i baghovedet. Han var død, da politiet kort efter anmeldelsen nåede frem. Forsøg på genoplivning var uden resultat.

Dagens retsmøde belv holdt for dobbeltlukkede døre, hvilket udsædvanligt i drabssager.

- Der er nogle ting, vi gerne vil holde for os selv lidt endnu, siger Steffen Johannesen, efterforskningsleder, Vestegnens Politi.

Derfor vil han heller ikke komme ind på det konkrete motiv for drabet.

- Jeg kan sige, at sagen ikke er direkte æresrelateret. Det drejer sig om nogle uoverensstemmelser. Det kan være af økonomisk art eller lignende, tilføjer han.

Taxachaufføren er fængslet i foreløbigt fire uger.

Politiet leder fortsat efter en eller flere personer i forbindelse med sagen.