Mandag får offentligheden Breivik at se

Offentligheden får for første gang adgang til et retsmøde med den terrorsigtede Anders Behring Breivik.

Når Anders Breivik fremstilles i retten i Oslo på mandag bliver det foran den samlede verdenspresse. (Politifoto)
Når Anders Breivik fremstilles i retten i Oslo på mandag bliver det foran den samlede verdenspresse. (Politifoto)

Norges højesteret har afgjort, at den terrorsigtede Anders Behring Breivik, der dræbte 77 mennesker i Oslo og på Utøya den 22. juli, selv kan møde op i retssalen, når han skal have forlænget varetægtsfængslingen mandag.

Politiet havde ellers krævet, at det sker via såkaldt videolink.

Dermed har Højesteret givet Breiviks forsvarsadvokater fuld støtte i, at Breivik i dag er så isoleret, at han må få lov til at komme til sin egen fængsling, og at det ikke skal ske via videolink.

Politiet accepterer Højesterets kendelse, der underkender lavere retsinstansers afgørelser i sagen.

Det betyder, at Breivik nu for første gang vil blive fremstillet for offentligheden i Oslo Byret mandag. Politiet forventer et massivt opbud på tilhørerrækkerne.

- Men vi kan garantere, at sikkerheden vil være i orden, siger kommunikationsrådgiver ved Oslo politidistrikt Roar Hanssen, der dog ikke vil gå i detaljer omkring sikkerheden ved retsmødet.

Breivik har nu siddet over 16 uger i varetægt. Han har i hele perioden haft forbud mod at modtage og skrive breve og få besøg. Han har heller ikke haft adgang til medier. Politiet har bedt retten om at varetægtsfængsle ham i yderligere 12 uger på samme vilkår.