Savnet 79-årig fundet død

Faldt i lystbådehavn ved et uheld

En 79-årig mand fra Struer, der blev meldt savnet onsdag, blev torsdag morgen fundet død i vandet i Struer Lystbådehavn, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Han kørte på cykel fra sin bopæl i Struer onsdag morgen og blev meldt savnet onsdag eftermiddag klokken 15.

Politiets hundepatruljer, familie og venner ledte efter den 79-årige størstedelen af onsdagen og fortsatte eftersøgningen torsdag, hvor den 79-årige lidt efter klokken otte blev fundet liggende død i vandet.

- Der er ikke noget, der tyder på, at den 79-årige har været udsat for en forbrydelse. Han var ikke selvmordstruet, så vi rubricerer hans dødsfald som et tragisk ulykkestilfælde, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen, til ekstrabladet.dk.

Det var familiemedlemmer til den 79-årige, der fandt manden i havnebassinet.