Skudsåret bliver selv fængslet

Ny fængsling efter skudopgør i Kisumparken i Brøndby i august. 25-årig blev selv såret af skud i brystet

Kisumparken var ramme om et skyderi i august. (Kort: Google)
Kisumparken var ramme om et skyderi i august. (Kort: Google)

I første omgang var han blandt ofrene for et skyderi i Brøndby - men nu har politiet placeret ham i en anden rolle: Nemlig som en, der ville dræbe.

Den 25-årige mand er onsdag af Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet, fordi han sigtes for at ville dræbe modstandere under et voldsomt opgør i Kisumparken i august.

- Han nægter sig skyldig, siger anklageren i sagen, Michael Winther.

Åbnede ild mod flok
Den 25-årige blev selv såret af skud både i brystet og i den ene hånd, da to grupper stødte sammen sidst på eftermiddagen 16. august.

To andre blev også ramt. Den ene i armen og i maven, den anden i hånden.

En flok på mellem 10 og 15 mennesker var samlet på en brandvej, da der blev åbnet ild mod dem.

Ifølge politiet kom en anden mindre gruppe gående og konfronterede de mange, hvorefter der blev skudt.

"Et internt opgør mellem lokale grupperinger," lyder den kortfattede melding fra politiet onsdag.

I forvejen er en mand på 30 år varetægtsfængslet i sagen. Han blev anholdt straks efter opgøret.

Den 25-årige er både sigtet for drabsforsøg og for at være bevæbnet. Dommeren gav ham fire uger.