Hit med pengene eller jeg sprøjter

Røver var bevæbnet og farlig - men mest overfor insekter - FBI jagter giftrøver i maske og gul regnfrakke

Da manden kom ind i Pacific Western Bank banken i Rancho Santa Fe lignede han mest en skadedyrsbekæmper, hyret til at sprøjte for myrer: Gul regnfrakke, maske, kasket - og en stor dunk med insektsprøjtemiddel.

Nu jagter FBI manden i den gule regnfrakke. Manden var nemlig ikke skadedyrsbekæmper, men bankrøver. Han forlangte - og fik - kontanter fra kassedamen ved bankrøveriet, der fandt sted den 4. november.

Udover giftdunken viftede røveren også med en genstand, der af FBI beskrives som 'pistollignende'.

LINK:Efterlysning

Det amerikanske forbundspoliti FBI og lokale politimyndigheder har netop offentliggjort billeder af den ejendommeligt bevæbnede bankrøver.

Der er ikke offentliggjort oplysninger om, hvor mange penge manden slap afsted med. Men der var ingen, der kom til skade ved banksprøjteriet.

Vidner beskriver gerningsmanden som hvid, ca. 30 år gammel, tynd af bygning. Manden har brunt hår og var ubarberet. Han blev sidst set forlade banken iført cowboybukser, hvide gummisko, en sort kasket, gul regnfrakke, maske - og en stor dunk insektgift.

Alle med oplysninger om røveren kan kontakte FBI på san.diego@ic.fbi.gov.