Voldelig familiefar fik seks måneders fængsel og blev udvist

Mishandlede familien: tævede sin kone og slog børnene med kosteskaft og 'klip-klapper'

Spark, knytnæveslag, lussinger var i årevis en fast del af det voldshelvede, som en pakistansk kvinde fra Hedehusene levede i med hendes tyranniske mand.

De voldelige overgreb gik dog ikke kun ud over kvinden. Også parrets to børn, en pige på syv og en dreng på otte år, fik jævnligt tæv af faderen, der blandt andet slog dem med et kosteskaft og’klip-klapper’.

LÆS OGSÅ: Kone og to børn levede i voldshelvede

Den 41-årige mand, der oprindelig kommer fra Pakistan, blev fredag idømt seks måneders fængsl og udvist af Danmark med seks års indrejseforbud for hvad, dommeren betegnede som mishandling, da der var tale om systematisk og vedholdende vold gennem en længere årrække.

Dårligt integreret
Dommeren mente desuden, at den 41-årige pakistanske mand, der har boet i Danmark i 14 år, ikke havde gjort sig umage nok med at integrere sig og lære dansk.

At hans eneste tilknytning til Danmark nu var børnene, mente dommeren ikke, der skulle tages hensyn til, eftersom han havde tævet dem.

Under retssagen vidnede hustruen med hjælp fra en tolk, da hun aldrig havde lært dansk. Det måtte hun nemlig ikke for manden, forklarede hun.

Hun fortalte også, at hun ikke måtte gå ud, men skulle blive hjemme i familiens lejlighed, eller den lille købmandsbutik, som manden drev.

Pude over ansigtet
Kvinden forklarede desuden, hvordan hun og børnene var blevet slået gennem årenes løb. Blandt andet skulle manden af flere omgange have holdt en pude over ansigtet på hende, så hun ikke kunne trække vejret.

Der blev desuden afspillet videooptagelser af børnenes vidneudsagn, som bekræftede, at anklagerne om mishandling havde fundet sted. Især sønnens vidneudsagn var ifølge dommeren af afgørende betydning for dommen.

Manden, der nægtede alle anklagerne om mishandling, modtog dommen med nedslået blik og bøjet hoved. Han valgte at anke dommen på stedet.