Kone og to børn levede i voldshelvede

I årevis blev en hustru og to små børn mishandlet i hjemmet i Hedehusene. Det mener politiet, der kræver en 41-årig mand straffet for grov vold

Hustruen og to små børn blev næsten dagligt mishandlet af en 41-årig mand, mener anklagemyndigheden.(Foto: Colourbox)
Hustruen og to små børn blev næsten dagligt mishandlet af en 41-årig mand, mener anklagemyndigheden.(Foto: Colourbox)

En syv-årig dreng og hans seks-årige søster blev tævet af far med 'klipklappere' og en kost og kastet hårdt ned på sengekanten.

Sådan lyder en del af tiltalen mod en 41-årig mand fra Hedehusene, der i morgen stilles for retten i Glostrup, tiltalt for grov vold mod hustruen og børnene.

LÆS OGSÅ: Kone og to børn levede i voldshelvede

I årevis levede konen og børnene, ifølge anklageskriftet, i et voldshelvede. Volden stod på 'stort set dagligt i en årrække', lyder anklageskriftet.

Volden stoppede først, da den 41-årige blev anholdt den 2. maj i år.

Selvom volden har været grov, har den 41-årige ikke været varetægtsfængslet under efterforskningen. Han nægter.

Kvælertag og spark
Ifølge anklageskriftet blev hustruen udsat for den groveste vold. Han tog kvælertag på hende, gav hende lussinger og knytnæveslag i ansigtet. Han slog og sparkede hende forskellige steder på kroppen, hev hende i håret og skubbede til hende.

Børnene fik også lussinger og knytnæveslag og han slog dem på kroppen. Volden omfattende også slag med 'klipklappere', og en kost og den 41-årige far kastede børnene hårdt ned i sengen, så de slog sig på sengekanten.

Dommen ventes fredag. Men muligvis bliver sagen ikke færdig på en dag.

Anklager Mette Lühdorf tager i anklageskriftet forbehold for at nedlægge påstande om erstatning og udvisning af den 41-årige.