Politi vil ikke bekræfte ligfund

Fortsat mur af tavshed om politiets arbejde på grund i Odsherred

Politiet er fortsat tavse om, hvad de leder efter, og hvad de hidtil har fundet på grunden på Egebjergvej 267 i Odsherred. (Foto: Michael A. Schmidt)
Politiet er fortsat tavse om, hvad de leder efter, og hvad de hidtil har fundet på grunden på Egebjergvej 267 i Odsherred. (Foto: Michael A. Schmidt)

Midt- og Vestsjællands Politi var torsdag forsat tavse om udgravningen på Egebjergvej 267 i Odsherred, hvor politiet siden mandag bistået af Kriminalteknisk Center, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og arkæologer har fjernet den ene kubikmeter jord efter den anden fra grunden, hvor en udbrændt bygning tilbage først i dette årtusinde husede et taxiselskab.

Læs også:Arkæologer leder efter ligdele

Grunden røg på tvangsauktion i 2004 efter den oprindelige ejers død.

Kilder oplyste onsdag til ekstrabladet.dk, at politiet leder efter et lig.

Og med den fremgangsmåde som politiet benytter i øjeblikket tyder alt på, at det er ligdele som politiet leder efter. Ikke et komplet lig.

Læs også:Mystisk fund i udgravning

Det er arkæologer fra Moesgård Museeum, der i samarbejde med kriminalteknikere undersøger den 900 kvadratmeter store grund centimeter for centimeter. Arkæologer er specialister i at udgrave porøse effekter uden at ødelægge spor.

Kan ikke sige noget
Politiinspektør Klaus Munk Nielsen ville torsdag ikke kommentere ekstrabladet.dk's oplysninger om, at politiet leder efter et lig.

- Jeg vil ikke kommentere oplysningerne, siger Klaus Munk Nielsen til ekstrabladet.dk.

- Hvorfor ikke?

- Det vil jeg ikke af diverse efterforskningsmæssige grunde. Vi plejer altid at have et fint samarbejde med medierne, men netop i denne specifikke sag har jeg behov for indtil videre at holde kortene helt tæt ind til kroppen, siger Klaus Munk Nielsen.

- Holder din tidshorisont om, at I er færdige fredag?

- Det håber jeg.

- Kan I så sige noget mere i sagen i løbet af fredag?

- Det træffer vi beslutning om fredag, siger Klaus Munk Nielsen til ekstrabladet.dk.