Anholdt for røveri mod prostituerede

På vej ud af Danmark blev to 18-årige mænd anholdt for et brutalt røveri mod to prostituerede på Frederiksberg

Flugtbilen blev fundet fire kilometer fra gerningsstedet på Finsensvej.
Flugtbilen blev fundet fire kilometer fra gerningsstedet på Finsensvej.

Politiet har anholdt endnu to mænd, der sigtes for at stå bag et brutalt hjemmerøveri mod to prostituerede kvinder i en lejlighed på Frederiksberg i søndags.

De to 18-årige blev anholdt i Københavns Lufthavn i Kastrup på vej ud af landet. Det skete kl. 11.55 i går i paskontrollen, fordi mændene var eftersøgt.

De fremstilles i dag ved retten på Frederiksberg med krav om varetægtsfængsling. Efter anholdelserne mangler politiet endnu en gerningsmand til det brutale røveri.

Slået med jernrør
Fire røvere trængte ind i lejligheden på Finsensvej og truede med pistol og kniv. Den ene af kvinderne blev også slået på benene med et jernrør.

Gerningsmændene raserede lejligheden før de flygtede med computere, mobiltelefoner og kontanter og sprang ind i en flugtbil, som et vidne tog nummeret på. Det førte til anholdelsen på Nørrebro af en 19-årig mand af udenlandsk herkomst, der i mandags blev varetægtsfængslet for fire uger.

Læs også: Hjemmerøveri på Frederiksberg

Røveriet gik ud over to kvinder fra Letland på 34 og 39 år, der driver en escortvirksomhed eller en massageklinik fra lejligheden på Finsensvej.

Røverne blev beskrevet som 'nordafrikanske' typer, men de tre anholdte er alle herboende af anden etnisk herkomst.

Lukket ind, da de ringede på
Den ene af røverne blev først lukket ind i lejligheden og kort efter trængte de øvrige tre røvere ind. Overfaldet skete kort efter klokken 21 søndag, men blev først anmeldt klokken halvto om natten:

- Kvinderne var meget rystede, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre, siger Brian Belling, røverigruppen på Station Bellahøj.

Politiet har bl.a. beslaglagt 10-12 telefoner hos de anholdte og det undersøges nu, om nogen af telefonerne blev røvet fra kvinderne.

Politiet formoder, at mændene har kendt til escortvirksomheden og derfor har troet, at kvinderne lå inde med store værdier.