Veggerby dømt for smugling

Penge smuglet ind i Danmark i konvolut fældede Jens Veggerby i byretten

Jens Veggerby blev i dag i Københavns Byret idømt en bøde på 483.000 kroner for at smugle penge for Stein Bagger. (Foto: Ole Steen)
Jens Veggerby blev i dag i Københavns Byret idømt en bøde på 483.000 kroner for at smugle penge for Stein Bagger. (Foto: Ole Steen)

Jens Veggerby blev i dag i Københavns Byret idømt en bøde på 483.000 kroner.

Bøden fik han for at have indført 270.000 euro til Danmark i efteråret 2008 på begæring af sin ven Stein Bagger.

Dermed valgte dommeren og de to domsmænd at følge anklageren/forsvarerens linje.

Var bevidst

Forinden havde anklageren i sin procedure lagt vægt på, at vidneforklaringen af Stein Baggers ekskone, Martina Bagger, støttede det, som Jens Veggerbys tidligere har forklaret i retten. Nemlig at han var klar over, at der var mange penge i den konvolut, han skulle tage med fra Monaco til Danmark.

Anklageren lagde også vægt på, at Martina Bagger sagde til Jens Veggerby, at hun ikke selv vil tage pengene med, da det er ulovligt.

Dermed pegede anklageren også på, at Jens Veggerby var helt bevidst om, at han gjorde noget ulovligt, da han gik igennem Københavns Lufthavn uden at deklarere de mange penge, han skulle aflevere til Stein Baggers bodyguard, Brian Sandberg.

Simpel uagtsomhed

Derimod mente forsvarer Peter Blinkenberg ikke, at der var tale om hverken forsætlighed eller grov uagtsomhed, men blot simpel uagtsomhed.

- Veggerby havde ikke forsæt – han vidste ikke, hvor mange penge der var, sagde forsvareren i sin procedure, hvor han bad om frifindelse til den tidligere cykelrytter.

- Veggerby vidste, at det var et privatlån, og det skulle han da ikke blande sig i, mente forsvareren.

De vurderiger var domsmandsretten dog uenig i.

Jens Veggerby udbad sig betænkningstid om, hvorvidt han vil anke dommen.