Fængslet i fire uger

null

Drabssagen fra Djursland er omgærdet af total tavshed.

Den 19-årige blev i går eftermiddag varetægtsfængslet fire uger. Det skete i et grundlovsforhør bag dobbelt lukkede døre i retten i Randers.

- Alene på grund af den dobbelte dørlukning kan jeg ikke sige noget som helst, siger efterforskningslederen, vicepolitiinspektør Michael Weiss.

Han kan kun bekræfte, at en 19-årig mand er fængslet, men ikke for hvad.

- Vi har ret detaljerede oplysninger om, at et drab har fundet sted, og at det er den 19-årige, der er sigtet. Kan du ikke forholde dig til det?

- Nej. Jeg kan ikke sige noget som helst. Jeg er ikke i stand til at fortælle om nogen drabssag, og jeg kan ikke fortælle noget om baggrunden for en fængsling, der er sket for dobbelt lukkede døre.

Når den 19-årige fremstilles bag dobbelt lukkede døre, skyldes det sædvanligvis ganske særlige omstændigheder.

I denne sammenhæng formentlig, at liget mangler.