Knivangrebet mandag aften ud for Amagerbrogade 52 på Amager var angiveligt banderelateret, vurderer politiet.
En 16-årig dreng af anden etnisk oprindelse end dansk blev stukket i låret med kniv, mens hans 17-årige kammerat blev slået i hovedet med en kølle af 5-6 kronragede/meget korthårede personer, der væltede ud af flere biler.
Læs også:Dreng stukket ned på åben gade
Ingen af de to blev alvorligt skadede ved overfaldet.
- Måden det er foregået på med et hurtigt raid og persongalleriet med ofre af anden etnisk oprindelse end dansk og gerningsmænd med meget lidt hår på hovedet er grobund for, at vi vurderer, at der er tale om et angreb i den verserende konflikt mellem Hells Angels/AK81 på den ene side og indvandrerbander på den anden side, siger politikommissær Erik Rørbæk Petersen til ekstrabladet.dk.
Selv om politiet fortsat holder alle muligheder åbne i forhold til knivoverfaldet, vil sagen derfor blive overdraget til politiets særlige 'bandeenhed'.
Har flere spor i sagen
De to ofre har ikke bidraget til opklaringen.
- Nej, de er ikke videre meddelsomme, og den adfærd går igen, når vi har med de banderelaterede forbrydelser at gøre, så det underbygger vores teori om, at angrebet var et led i bandekonflikten, siger Erik Rørbæk Petersen.
Politiet har sikret sig flere spor i sagen.
- Vi har sikret os tekniske spor fra gerningsstedet, og har mandag aften et andet sted på Amager fundet en bil, vi mener, blev brugt af gerningsmændene. Ydermere har vi sikret os overvågningsvideoer fra kameraer i området og kan på den måde få yderligere vigtigt bevismateriale til sagen, siger Erik Rørbæk Petersen til ekstrabladet.dk.
Endnu er ingen anholdt i sagen.
De to ofre er - ifølge Erik Rørbæk Petersen - ukendt af politiet fra tidligere.
VED DU NOGET? Tip ekstrabladet.dk - send en sms/mms til 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk