Dennis døde efter slag - overfaldsmand løsladt efter dom

Overfaldsmanden, der i juli var skyld i, at den 23-årige Dennis Kaufmann døde efter slag i hovedet, er nu blevet dømt - og løsladt

Dennis' overfaldsmand kunne forlade retten efter dommen på de seks måneder. (Privatfoto)
Dennis' overfaldsmand kunne forlade retten efter dommen på de seks måneder. (Privatfoto)

Det var en varm sommerdag i juli, at den 23-årige Dennis Kaufmann Larsen under en bytur blev slået i hovedet på Akseltorv i Kolding og to dage senere afgik ved døden.

Nu er gerningsmanden, en 19-årig mand, blevet idømt seks måneders fængsel, men efter dommen i onsdags kunne den 19-årige dog frit forlade Kolding Ret.

Anklageren plæderede ellers for en straf på halvandet års fængsel og, at den 19-årige skulle sendes direkte til afsoning. Dommeren mente dog ikke at retshåndhævelsen ville blive krænket, hvis den dømte blev løsladt, og besluttede derfor, at han først skal afsone dommen på et senere tidspunkt.

- Han har siddet varetægtsfængslet i tre måneder, og skal altså afsone reststraffen på et senere tidspunkt. Han er meget ked af det, der er sket, siger forsvarer Mette Grith Stage til ekstrabladet.dk.

Havde misdannelse i hovedet
Den 23-årige Dennis Kaufmann Larsen havde på gerningsnatten været i skænderi med den 19-årige på et diskotek. Da de to senere mødte hinanden udenfor, opsøgte den 19-årige Dennis og endte med placere to slag i tindingen på den 23-årige.

Han meldte sig selv to dage efter overfaldet.

En obduktionsrapport afslørede efterfølgende, at Dennis havde en misdannelse i hovedet, som gjorde hans kar meget porøse. Det hårde slag medførte derfor, at et af karrene i hovedet sprang og kostede altså Dennis livet.

Familien: Det er for kort en dom
Dennis Kaufmann Larsens familie, der også var tilstede under dommen i onsdags, gjorde højlydt opmærksom på deres utilfredshed med forsvarerens indlæg og ikke mindst dommen.

- Vi føler os så magtesløse. Det er en alt for kort dom, og jeg synes, han skulle have haft meget mere. Vold med døden til følge giver mindre straf end et bankrøveri. Og så er han endda løsladt nu. Det er så deprimerende, for jeg savner jo min søn helt vildt, siger Dennis' far Frank Møller Larsen til bt.dk.