Oddset-Jannis medtiltalte veninde: Jeg var bange for hende

I dag er de tidligere veninders forhold meget anstrengt, fortæller Oddset-baben

Foto: Jakob Jørgensen
Foto: Jakob Jørgensen

Janni Christensen har kontakt til rockere og gik en gang amok og råbte og skreg, fordi hun ikke fik penge nok fra en 66-årig alkoholisk mand, som hun nu er tiltalt for at have franarret en formue.

Det hævder Oddset-babens medtiltalte veninde M., der afgav forklaring i Københavns Byret i dag.

- Afhørte er/var bange for Janni, som har kontakt til rockere, fremgik det af en afhøringsrapport, som anklageren læste op. Og den medtiltalte M. bekræftede, at hun havde sagt det under en tidligere afhøring.

M. er tiltalt i sagen sammen med Janni Christensen og en tredje person. I alt er de tiltalt for at have narret 5,37 mio. kroner fra den nu afdøde mand.

Janni Christensen fastholder dog sin uskyld og siger, at hun fik penge fra manden som en gave, fordi hun tog sig af ham og hjalp ham med forskellige ting.

Læs også: Oddset-Janni fik betalt jetset-ferie

Det fremgik også af afhøringsrapporten, at M. har forklaret, at hun og en anden person var rejst hjem fra Mallorca med en kuvert med 5000-1000 euro fra den nu afdøde 66-årige mand til Janni Christensen.

Råbte og skreg
- Janni gik amok ved overdragelsen, da der ikke var nok penge, har M. forklaret, hvorefter hun gik ud og hævede 4000 kroner mere på sit eget Mastercard i en pengeautomat på Østerbrogade.

I dag afviste M. dog, at det var hende, der havde penge med hjem til veninden, men derimod to andre personer. Hun bekræftede dog, at Janni Christensen blev sur over beløbets størrelse.

Læs også: Oddset-Janni: Jeg har aldrig givet ham piller

- Hun råbte og skreg, fortalte M. til retten.

Janni Christensen og den medtiltalte M. blev veninder i 2008, efter Janni Christensens eksmand, som veninden kender, havde svinet Janni til i ugebladet Se & Hør, og hævdet, at hun har været alle sine mænd utro. Det fik M. til at tage kontakt til Janni, og det udviklede sig til et venskab.

Janni har selv sagt, at det er hendes eksmand, der har anmeldt hende i jalousi.

Det var også gennem M., at Janni Christensen lærte den ældre mand at kende. Janni Christensen fortæller til ekstrabladet.dk, at det skete, da veninden spurgte, om hun ville være vitterlighedsvidne, da den 66-årige mands sommerhus skulle sælges. Så hun kom først ind i sagen, der nu har udviklet sig til en straffesag, i 2009.

Ikke bedste forhold
- Janni, hvordan er dit forhold til M. i dag?

- Det er måske nok ikke det bedste, siger Janni Christensen til ekstrabladet.dk og afviser, at hun har kontakt til rockere.

Læs også: Lavede grimasser i retten: Tæt på at blive smidt ud

- Jeg har sagt præcis det samme om hende. At det er hende, der har kontakt til rockere. Jeg kan kun sidde og ryste på hovedet. Nu er det hende, der afgiver forklaring, og så må jeg jo ikke sige noget. Nu bliver der kastet en masse bolde op i luften, og så må man samle dem bagefter. Men man har lyst til at sige noget, siger Janni Christensen.

Dagens retsmøde kredsede meget omkring udbetalinger af penge fra den 66-årige mands konti til de tiltalte og andre konti. Den tiltalte M. havde dog meget svært ved at huske, hvorfor hun havde fået beløb fra 100.000 kroner og nedefter over flere omgange fra den 66-årige. Et enkelt beløb på 50.000 kroner kunne hun dog godt huske.

- Jeg fik penge af ham til at få lavet nye bryster, sagde M., der også afgav forklaring om, at hun og Janni sammen skulle have fået ideen til at få lavet en fiktiv faktura på 141.000 kroner for reparationer på den 66-årige mands sommerhus.

Men der blev aldrig skiftet vinduer eller andre ting på sommerhuset, og pengene blev i stedet delt i tre dele, hvor hun og Janni fik hver en del, forklarede den tiltalte M i dag.