Demonstranter vil redde gammelt kastanjetræ på Vesterbro

3-400 demonstranter forsøger i aften at forhindre Metroselskabet i at fælde et kastanjetræ på Enghave Plads i København

3-400 demonstranter satte onsdag aften en foreløbig stopper for fældningen af det 114 år gamle kastanjetræ på Enghave Plads. (Foto: Jens Dige)
3-400 demonstranter satte onsdag aften en foreløbig stopper for fældningen af det 114 år gamle kastanjetræ på Enghave Plads. (Foto: Jens Dige)

Et 114 år gammelt kastanjetræ på Enghave Plads i København skal lade livet for infrastrukturen, hvis det står til Metroselskabet.

Fældningen var planlagt til onsdag aften, men 3-400 anarkister, grønne aktivister og Vesterbro-borgere forsøger at stoppe motorsaven.

Omkring kl. 20.30 kom politiet til stedet, men foreløbig forløber det hele roligt.

- Træet er blevet et symbol på det gamle og nye Vesterbro. Et sted hvor man mødes og drikker øl eller ryger hash, siger Allan Anarchos til ekstrabladet.dk.

Efter en dialog på stedet gav entreprenøren op. Og politiet undgik at skulle bruge magt eller andre midler for at fjerne deltagerne i blokaden.

Hvornår fældningen så vil foregå, er uvist. Det er ikke sikkert, at tidspunktet vil blive annonceret i forvejen, lyder det fra ordensmagten.

Flere af de lokale fortæller, at træet også er opholdssted for flagermus, men Metroselskabet oplyser, at de har rådført sig med flagermus-eksperter, som fortæller, at tidspunktet for fældningen om aftenen er optimal, da flagermusene ikke er i træet på nuværende tidspunkt og nemt vil finde plads i et nyt træ.