Mand har 100 spritdomme

Efter næsten 100 domme for spritbilisme skal en 49-årig mand fra Veddum ét år i fængsel, siger Aalborg Ret

En 49-årig mand med næsten 100 domme for spritbilisme bag sig skal nu betale prisen i form af ét års ubetinget fængsel. Det har Retten i Aalborg besluttet, skriver nordjyske.dk.

Manden fra Veddum ved Hadsund fik sin første dom for spritkørsel og kørsel uden kørekort som 17-årig i 1979. Siden er det ikke lykkedes ham at erhverve et kørekort.

Senest besluttede dommeren i Aalborg ud over fængselsdommen at frakende manden erhvervelse af kørekort i 10 år samt at konfiskere tre af hans biler. Han blev dømt for i alt otte forhold med forbindelse til spritkørsel.

Den dømte bad om løsladelse frem til afsoning af dommen.

- Nej, sagde dommeren med den begrundelse, at han er til fare for sine omgivelser, skriver nordjyske.dk.

Advokat Jan Poulsen havde på vegne af sin klient krævet frifindelse i fire af de otte forhold. Jens Larsen nægtede sig skyldig i to tilfælde af spirituskørsel og to tilfælde af kørsel uden kørekort.

Et vidne, der var indkaldt af forsvaret, forklarede da også, at han havde ført bilen i et af tilfældene. Men dommeren valgte at lægge vægt på, at to andre vidner, hvoraf den ene er betjent, har vidnet om, at det var Jens Larsen der førte bilen