Kurt Thorsen anker sin fængselsdom

Den tidligere byggematador finder dom på fem års fængsel for groft skattesvig dybt uretfærdig

Den tidligere byggematador Kurt Thorsen anker den dom på fem års fængsel, som han blev idømt den 13. september.

- Jeg synes, det er en dybt uretfærdig og meget forkert dom, siger Kurt Thorsen til tv2.dk.

Han har mandag anket dommen.

Den 56-årige Kurt Thorsen blev i Københavns Byret dømt for groft skattesvig for knap 5,9 millioner kroner, fordi han undlod at betale skat af en indtægt på mere end 10 millioner kroner i årene 2005-2006.

- Jeg synes, det er meget uretfærdigt. Det er mig helt uforståeligt, at de kan komme frem til det resultat, sagde Kurt Thorsen.

Indtægten på 10 millioner kroner skulle komme fra et firma, der hyrede ham som konsulent på et højhusprojekt på Amager.

Det fik han to års fængsel for, og derudover var der en reststraf på tre år fra PFA-sagen.

Kurt Thorsen selv afviser dog, at han har modtaget løn - det drejer sig derimod om penge, som firmaet har betalt tilbage til ham i forbindelse med, at han har lagt ud for blandt andet kort, modeller og rejser.

Det er blot fem år siden, at Kurt Thorsen kom ud i friheden efter en dom på seks års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk for 3,7 milliarder kroner i den såkaldte PFA-sag.