Selvmord i Nakskov Havn opdigtet

29-årig mand mistænkes for falsk anmeldelse

En 29-årig mands anmeldelse til politiet om, at hans bror fredag aften i et selvmordsforsøg var hoppet i havnebassinet i Nakskov Havn, bliver af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kategoriseret som 'mistænkelig'.

Fredag aften klokken 22.23 blev dykkere, en helikopter fra Søværnets Operative Kommando, redningsfartøjer fra Falck og Marinehjemmeværnet og politifolk mobiliseret, da den synligt berusede 29-årige, anmeldte at hans bror var hoppet i havnen for at tage sit eget liv.

- Det er under 14 dage siden, en 20-årig mand tog sit liv ved at hoppe i havnebassinet på samme sted, så derfor tog vi det meget alvorligt, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Henrik Karlsen, til ekstrabladet.dk.

Men efter at have ledt efter manden i lidt over to timer blev eftersøgningen indstillet.

- Vi havde dykkere i vandet, og de fandt ikke noget, og hvis manden var hoppet i vandet, burde han have ligget på det sted, dykkerne gik ned, da der ikke var nogen strøm i aftes, siger Henrik Karlsen til ekstrabladet.dk.

I løbet af aftenen og natten nåede politiet frem til, at manden sandsynligvis havde bundet dem en historie på ærmet i fuldskab.

- Der var ikke nogen savnede personer i politikredsen. Manden der anmeldte selvmordsforsøget, havde slet ikke en bror, og der fandtes ikke nogen person med det navn, han opgav på den selvmordstruede person. Vi har en kraftig formodning om, at der er tale om falsk anmeldelse, og det kan komme til at koste manden både en straffesag og en klækkelig erstatning for det store apparat, der blev sat i værk, da han anmeldte selvmordsforsøget, siger Henrik Karlsen til ekstrabladet.dk.