Lyddæmper fundet i mordsag uden lig

Politiet har fundet en lyddæmper, der måske er brugt ved mordet på storsvindleren Henrik Haugberg Madsen. Endnu en gerningsmand jages

Henrik Haugberg Madsen blev skudt i dette fritidshus i Karrebæksminde. Politiet har fundet en lyddæmper, der kan være brugt ved mordet.(Foto Per Rasmussen)
Henrik Haugberg Madsen blev skudt i dette fritidshus i Karrebæksminde. Politiet har fundet en lyddæmper, der kan være brugt ved mordet.(Foto Per Rasmussen)

Politiet har fundet en lyddæmper til en pistol, der kan være brugt til mordet på storsvindleren Henrik Haugberg Madsen, der blev skudt den 11. november sidste år i en feriehytte i Karrebæksminde.

Det erfarer ekstrabladet.dk, der også kan afsløre, at en tredje gerningsmand til mordet menes at være på fri fod.

Henrik Haugberg Madsens tidligere samlever Bo Madsen sidder varetægtsfængslet for mordet sammen med den tidligere narkogangster Claus Stokholm Larsen.

En tredje morder er på fri fod
Men politiet mener, at en tredje person deltog i mordkomplottet, hvor Henrik Haugberg Madsens lig stadig ikke er fundet. Det bekræftes af oplysninger, som ekstrabladet.dk har fået indsigt i.

Læs også: Mistanke: Købte udstyr til at fjerne lig

Det er netop af hensyn til jagten på en tredje morder, at efterforskningen på tredje måned er mørklagt, og at alle retsmøder ved retten i Næstved har været holdt for lukkede døre.

Sagens anklager politiadvokat Jeanette Wincentz Andersen bekræfter, at politiet formoder, at en tredje gerningsmand er på fri fod.

Efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen siger: - Det er en mulighed, som vi ikke vil kommentere.

Sigtet for besiddelse af lyddæmper
En mand er under efterforskningen blevet sigtet efter våbenloven for besiddelse af en lyddæmper og flere våbendele.

Han er nu et 'centralt vidne' i efterforskningen og er derfor blevet afhørt hos dommer Anni Højmark ved retten i Næstved, så hans vidneforklaring senere kan bruges som bevis, hvis de sigtede senere bliver tiltalt for mordet.

Vidnet skal have en dårligt helbred, så det var vigtigt for politiet at få hans vidneforklaring nedfældet i retsbogen for at 'beviset ikke skal gå tabt'.

Henrik Haugberg Madsen blev skudt den 11. november sidste år mellem kl. 19 og 20 i feriehuset nr. 201 på Enø Kystvej i Karrebæksminde. Liget blev senere på aftenen kørt væk og skaffet af vejen, mener politiet.

Læs også: Myrdets datter: Bare de finder liget

Politiadvokat Jeanette Wincentz Andersen vil ikke kommentere, om lyddæmperen kan være brugt til mordet på Henrik Haugberg Madsen:

- Personen er kun sigtet efter våbenloven, ikke for medvirken til drabet, siger hun.

Hvor er liget ?
Bo Madsen, 41, og Claus Stokholm Larsen, 47, der nægter sig skyldige i mordet på Henrik Haugberg Madsen, fik i går forlænget varetægtsfængslingen med endnu fire uger.

- Der mangler stadig meget efterforskning, blandt andet resultaterne fra de tekniske undersøgelser, siger politiadvokat Jeanette Wincentz Andersen.

Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen opfordrer endnu engang offentligheden til at hjælpe med at finde liget af Henrik Haugberg Madsen:

- Hvis det lå 'frit fremme' var det jo nok fundet for længe siden. Det er klart, at det komplicerer sagen, hvis liget ikke dukker op. Men det er jo sket før, at der er faldet domme i drabssager, hvor liget ikke er fundet, siger Søren Ravn-Nielsen.

Det fremgår af kendelser fra retten i Næstved, at den sigtede Claus Stokholm Larsens hustru, 41, har givet 'særdeles detaljerede forklaringer' om optakten til drabet, hvordan drabet blev begået og forløbet efter mordet.

Hendes forklaringer støttes både af politiets efterforskning og tekniske undersøgelser og af to andre vidner - det ene er manden med lyddæmperen.