Dreng afstraffet efter påsat rådhusbrand

En dreng, som politiet først mistænkte for brand på rådhus, er blevet sparket i hovedet og brændt med cigaret

Branden på rådhuset i Søndersø på Fyn har nu fået et voldsomt efterspil. Den dreng, som politiet i første omgang anholdt i sagen, er blevet overfaldet og afstraffet.

Han er blevet sparket i hovedet og brændt med cigaretter.

Branden medførte store skader på bygningen, der er rådhus for Nordfyns Kommune. En 14-årig dreng blev i første omgang anholdt, men han nægtede sig skyldig og blev løsladt igen.

Sur over tvangsfjernelse
Onsdag fik Fyns Politi så fængslet en 16-årig dreng, der erkendte, at han stak ild på rådhuset, fordi han var vred på kommunen, der tidligere har tvangsfjernet hans søster.

Læs også:Hadede kommunen – satte ild til rådhus

Politiet har nu tillige anholdt en 15-årig, der i et grundlovsforhør fredag blev varetægtsfængslet i fire uger.

Han er sigtet for vold mod den 14-årige. Tilsyneladende mente den 16-årige, der har tilstået branden, at den to år yngre dreng havde sladret, og det skulle være motiv til volden.