47-årig sigtet for samleje med barn

En 47-årig mand kræves varetægtsfængslet for seksuelle overgreb mod en mindreårig pige

En 47-årig mand fra Odense kræves tirsdag varetægtsfængslet for seksuelle overgreb mod en mindreårig pige.

Ifølge sigtelsen mod manden er der tale om samleje, men anklageren i sagen, Heidi Colbæk, oplyser, at manden desuden sigtes for såkaldt 'anden kønslig omgængelse'.

Anklageren vil som minimum kræve lukkede døre ved dagens grundlovsforhør, og derfor vil hun hverken oplyse pigens alder, om overgrebene er foregået over længere tid eller om det er sket under tvang.

Hun har heller ingen kommentarer til, om overgrebene skulle være sket som led i den sigtedes arbejde.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor overgrebene har fundet sted og ønsker heller ikke at fortælle, hvor manden og pigen kommer fra.

Grundlovsforhøret starter klokken 13 ved Retten i Odense.