16 rockere risikerer rekorddomme

Hvis de 16 tiltalte rockere fra Hells Angels og AK 81 i dag bliver kendt skyldige i drabsforsøg under bandekrigen, kan de se frem til en benhård straf

I dag afgør et nævningeting om 16 HA-rockere, der på kryds og tværs er tiltalt for seks drabsforsøg, et våben- og bombelager samt et groft kølleoverfald, er skyldige eller ej.

Hvis retten finder rockerne skyldige, står de til rekordstraffe, når dommen afsiges sidst på måneden. Anklagemyndigheden vil nemlig bruge 'bandeparagraffen' mod rockerne, der skærper straffene markant.

I dag afsiger retten kendelse om skyld eller uskyld i sagen. Det sker kl. 14.00. Følg afgørelsen her på ekstrabladet.dk

Politiets vigtigste bevis mod rockerne er vidneforklaringen fra afhopperen MP, der var medlem af HA´s kamptropper AK 81.

Han er selv idømt 12 års fængsel for fem drabsforsøg, som han ifølge sin forklaring begik efter ordre fra højtstående Hells Angels medlemmer, blandt andre Brian Sandberg.

Rockernes skæbne afhænger nu helt af, om nævningetinget tror på MP.

Overblik: 16 rockere tiltalt i bandekrigen

Han blev afhørt som vidne gennem 12 dage i retten i forsommeren, og hvis retten lægger hans forklaringer til grund for bevisbedømmelsen, så er de 16 HA-rockere i alvorlige vanskeligheder.

Hvis de bliver fundet helt eller delvist skyldige i den omfattende tiltale, så vil anklagemyndigheden smide bande-paragraffen i hovedet på rockerne, når straffene skal udmåles.

Sandberg risikerer 12-14 års fængsel
Bande-paragraffen fordobler straffen for bl.a. vold. Og drab og drabsforsøg begået under en bandekonflikt skal straffes som under 'særdeles skærpende omstændigheder'.

I praksis betyder det, at hvis f.eks. Brian Sandberg bliver fundet skyldig i de to drabsforsøg, som han er tiltalt for, kan straffen ende på 12-14 års fængsel.

Højesteretsdommerne sagde det klart, da afhopperen MP blev idømt 12 års fængsel i Højesteret. Han fik en kraftig rabat i straffen, fordi han tilstod og hjalp politiet under efterforskningen. Ellers - siger Højesteret i dommen - ville han have fået 16 års fængsel eller livstid for de fem drabsforsøg, som han blev dømt for.

I dag er det kun kendelserne om skyld eller uskyld, der afsiges i Københavns Byrets lånte sikkerhedssal ved retten i Glostrup.

Dommen ventes sidst på måneden
I det omfang rockerne måtte blive kendt skyldige, går anklagerne tirsdag morgen i gang med at procedere om straffen til de 16 tiltalte. Derefter følger de 16 forsvareres indlæg, og de endelige domme ventes så den 29. september.

Men uanset udfaldet tyder alt på at Danmarkshistoriens dyreste retssag fortsætter i Østre Landsret til næste år.

Og alt tyder på, at det rekordstore, tocifrede millionbeløb som retssagen har kostet, dobles op, før det endelige, juridiske punktum er sat i sagen.

Blandt forsvarerne, hos politiet og statsadvokaturet og andre kilder, der har fulgt sagen indefra, hersker der ingen tvivl. Ligegyldigt udfaldet, vil den’ tabende’ part efter al sandsynlighed sende sagen til videre til landsretten.

Overblik: 16 rockere tiltalt i bandekrigen

To af de seks drabsforsøg kendte politiet intet til, før MP i februar 2010 valgte at lægge kortene på bordet og fortælle politiet sin version af diverse hændelser. De to drabsforsøg adskiller sig fra de øvrige af sagens tiltalepunkter ved, at der ikke blev affyret skud. Og i det store hele bygger på MP’s forklaring.

Ved det ene forsøg skulle en tilfældig hashpusher skydes ned på Hulgårds Plads i Københavns Nordvest-kvarter i foråret 2009 - ved nummer to attentat skulle HA-fjendebilledet Abdessamade ’lille A’ Benerabe, central skikkelse i Blågårds Plads-grupperingen, dræbes foran byretten i sommeren 2009.

Læs også: Rocker-afhopper fik 12 år i Højesteret

Det første attentat blev ikke til noget, da dødspatruljen ikke fandt nogen hashpushere. Det andet mislykkedes også. Dels fordi, ’lille A’ slet ikke var foran byretten den pågældende dag og dels fordi den ene rocker, der skulle udføre attentatet, blev anholdt tilfældigt i området.

De tiltalte nægter sig skyldige. De to drabsforsøg udgør en særlig problemstilling uden tidligere fortilfælde i en dansk retssal. At MFP i forvejen er dømt er ikke nødvendigvis et sikkert kort for anklagemyndigheden, vurderer flere strafferetseksperter.

En sikker ankesag
Og blandt andet derfor vurderer kilderne, at sagen, uanset udfaldet, vil ryge videre til ladsretten

Det præcise regnestykke for den omfattende retssag kan ikke gøres op. Men når dommen om kort tid afsiges i rockersagen, er udgifterne løbet op i et stort, tocifret millionbeløb.

Alene de 16 forsvarere kan se frem til hver at score et salær på mindst 840.000 kr. Lønnen er 14.000 kr. om dagen i 60 dage. Det betyder en samlet udgift til forsvarerne på cirka 17 millioner kr. plus moms.

Dertil kommer et ukendt beløb for mange timers advokatarbejde under efterforskningen. Et realistisk bud er, at hver forsvarer får et samlet salær på 1,2 - 1,5 millioner kr.

Nævninge får 1100 kr. pr. dag i retten. De seks nævninge, samt fire i reserve er en samlet udgift på 660.000 kr. plus transportgodtgørelser.

De tre juridiske dommere skal også have løn. En dommer tjener godt 650.000 kr. om året. Dertil kommer udgifterne til tre anklagere samt rettens øvrige personale, protokolførere og kontorfolk.

Godt 100 politifolk har hver dag været beskæftiget med transport og bevogtning. Udgifterne til politifolkene løber op i mindst ni millioner kroner. Desuden optjener en række af betjentene en pæn portion overarbejde, der siden skal afspadseres.