Flere dræbt under flyveshow i USA

Talrige ofre, da veteranfly styrter ned blandt publikum under opvisning i den amerikanske delstat Nevada

Her slået veteranflyvemaskinen ned blandt tilskuerne under en flyveopvisning i Reno, Nevada. (Foto: Youtube)
Her slået veteranflyvemaskinen ned blandt tilskuerne under en flyveopvisning i Reno, Nevada. (Foto: Youtube)

Mindst tre personer er dræbt og over 50 andre kvæstet, efter at et veteranfly med en 74-årig pilot om bord styrtede ned under en flyveopvisning i Reno, Nevada. Det oplyser amerikanske medier.

Et videoklip, som er filmet fra tilskuerpladserne, viser, at flyvemaskinen - et kampfly fra Anden Verdenskrig - styrter næsten lodret ned fra himlen og forsvinder i en kæmpemæssig støv- og røgsky.

Panik og kaos bryder ud på tilskuerpladserne.

– Det var en massakre. Det var som en bombe, der eksploderede, siger øjenvidnet Gerald Lent til avisen Reno Gazette-Journal.

– Der var sårede over alt. En fyr var skåret midt over. Der var blod over alt, fortæller han.

Vi løb for livet
Craig Pinneo havde taget sin otteårige søn med til showet.

– Jeg så flyet foretage et sidste sving. Jeg kunne se, at det ikke gik så godt. Det så ud som om, han havde retning mod tilskuerpladserne.

– Jeg traf en hurtig beslutning og valgte at løbe væk med min søn. Vi så ikke styrtet, men jeg så vragdele, der fløj mod os, siger Craig Pinneo til avisen.

Den 74-årige pilot Jimmy Leeward døde på stedet. Leeward var tidligere stuntpilot og havde et indgående kendskab til det gamle Mustang-kampfly, der også er kendt under øgenavnet Galloping Ghost.

Piloten en helt
Arrangørerne afviser spekulationer om, at Leewards alder eller helbredstilstand kunne have noget at gøre med styrtet.

Et øjenvidne mener oven i købet, at Leeward døde som en helt. Ben Cissell siger, at piloten med en hurtig reaktion nåede at få maskinen så meget under kontrol inden styrtet, at det reddede menneskeliv.

– Jeg tror, at piloten i de sidste sekunder rettede op, fordi han så tribunen. Jeg vil gætte på, at han formentligt reddede 200 til 300 andre mennesker, siger Ben Cissell til tv-stationen CNN.

Sendte nødsignal
Det er endnu uklart, hvorfor piloten fik problemer, men han nåede at udsende et nødsignal, inden han styrtede ned i ørkensandet.

– Det er tydeligt, at han var i vanskeligheder, siger en talsmand for flyveshowet, Mike Draper, der frygter, at dødstallet vil stige i de kommende timer.

Flyveshowet fandt sted godt 20 kilometer uden for Reno, der er Nevadas andenstørste by.