Valgsted evakueret: Pulver analyseres

Et valgsted i Nykøbing Falster er lukket efter fund af et mystisk pulver. Flere personer blev dårlige, og pulveret analyseres nu hos Kemisk Beredskab. Det er muligvis fra en pulverslukker

Eksperter i kemikaliedragter på vej for at undersøge pulveret.(LÆSERFOTO)
Eksperter i kemikaliedragter på vej for at undersøge pulveret.(LÆSERFOTO)

Kemisk Beredskab i København analyserer nu det pulver, der i formiddag blev fundet på Sundskolen i Nykøbing Falster, der er valgsted.

Kemiker Mads Skak Jensen oplyser, at analysen er i gang og at de foreløbige resultater ventes om en times tid.

En elektriker og brandvæsenets indsatsleder blev dårlige efter kontakt med pulveret, men meget tyder på, at det er ret uskadeligt og stammer fra en pulverslukker, der tidligere er blevet brugt ved en mindre brand på skolen.

To håndværkere åbnede et kabelskab og den ene, der er elektriker, fik åndedrætsbesvær, da han indåndede pulveret.

Der blev derefter slået pulver-alarm på Sundskolen på Linde Allé 36 i Nykøbing Falster og valgstedet lukket.

Fire-fem personer følte sig syge efter kontakt med pulveret, oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters politi tidligere.

De to syge blev indlagt på Slagelse Sygehus med symptomer som ondt i svælget, åndedrætsbesvær, hovedpine og ondt i brystet - symptomer som ikke umiddelbart stemmer overens med pulver fra en pulverslukker.

2600 vælgere stemmer i kirke
Valgstedet blev evakueret og de godt 2600 borgere, der skal stemme på Sundskolen, må nu gå til til Sundkirken, menighedsrådssalen på Linde Allé 34A i Øster Toreby, hvor valghandlingen blev genoptaget.

Beredskabsstyrelsen sendte et såkaldt HAZMAT team fra Beredskabsstyrelsen Sjælland til stedet, indsamlede prøver af pulveret.

Politiet vil informere løbende om udviklingen.

Politiet har nu ophævet afspærringen af vejene omkring skolen. Kun selve skolen er stadig afspærret, og folk kan atter færdes i området.

Pulver fra pulverslukker ?
Der er mistanke om, at pulveret stammer fra en tidligere mindre brand på skolen, hvor der blev anvendt en pulverslukker. I så fald er pulveret ret uskadeligt - men den elektriker, som fandt pulveret, fik åndedrætsbesvær.

- Da en tilkaldt indsatsleder også blev syg blev valgstedet og skolen evakueret, siger kommunikationschef Arne Møller fra Guldborgsund Kommune til ekstrabladet.dk

Politiet fik alarmen klokken 10.31 et alarmopkald via 112, om at der var fundet ukendt pulver i et kabelskab.

Fire til fem personer har været i nærheden af pulveret, og de blev efterfølgende dårlige, oplyste politiet.

Derfor evakueret politiet skolen og lukkede valgstedet indtil der er overblik over situationen.

Vejene omkring skolen spærret
Vejene omkring skolen blev også spærret, men er altså åbne igen.

Anne Dorte Hoppe Søe fra Sydsjællands og Lollands Politi kan ikke oplyse, hvor syge personerne er.

Politiinspektør Erik Johansen siger, at politiet ikke tager nogen chancer og derfor har evakueret valgstedet.

- Vi er naturligvis særligt opmærksomme, fordi det er et valgsted, siger han.

Eleverne på skolen blev evakueret til et nærliggende idrætsanlæg.

Den sjællandske akutlægehelikopter blev også sendt til Sundskolen.

opdateres...

Valgresultater på mobilen!

I aften kan du følge valget LIVE via din mobiltelefon. På Ekstra Bladets mobilside m.eb.dk opdaterer vi valgresultaterne for hele landet så snart stemmerne tælles op.