Breiviks forsvarer søger erfaren hjælp

Advokat Geir Lippestad har samtaler med en erfaren strafferets-advokat, som skal bistå ham i retssagen, hvor Anders Behring Breivik tiltales for massedrab

Geir Lippestad er i dialog med en anden advokat, for at få noget strafferets-erfaring med på holdet (Foto: AP)
Geir Lippestad er i dialog med en anden advokat, for at få noget strafferets-erfaring med på holdet (Foto: AP)

- Det går så hurtigt, og det er et omfattende bevismateriale, at vi må styrke vores stab.

Sådan siger Geir Lippestad, der er forsvarer for Anders Behring Breivik, som tiltales for massedrab efter massakren på Utøya den 22. juli.

Han bekræfter overfor VG, at han er i dialog med en erfaren strafferetsadvokat, som vil bistå ham under sagen.

- Det er noget vi tager op med Oslo Tingret, siger Lippestad til den norske avis.

Han har i forvejen to advokater, der bistår ham, men de har ikke erfaring med strafferet. Han siger, at flere advokater har udtrykt interesse for at være med på sagen.

- Det er en opgave med mange faglige udfordringer, siger forsvareren.

En anden advokat skriver i en sms til VG, at 'Lippestad synes mest optaget af at vaske sine hænder. Han tør ikke påtage sig rollen og er åbenmundet i Breiviks disfavør'.

Flere advokater udtrykker, at de synes forsvareren er i en for tæt dialog med statsadvokaten.

- Han er for tæt på 'fjenden'. Han har ikke nok erfaring med straffesager og ved ikke, på rygmarven, hvad han skal gøre, siger en advokat til avisen.

Forsvareren forsvarer sig:

- Jeg er af en anden advokatskole end så mange andre. Jeg er ikke typen, der dækker for klienten i straffesager, siger Lippestad.