Speeder satte sig fast, da han ville sniffe coke

23-årig på flugt fra både Bandidos og Black Cobra

På flugt fra både Black Cobra og Bandidos. Sådan beskrev en blot 23-årig mand sin situation, da han meldte sig selv for røveri begået i desperation, skriver Sjællandske.

Fredag den 2. september omkring klokken 16 kørte en 23-årig mand ad Lysholm Allé i bil. På passagersædet havde han en pakke, som nu er endt med at være særdeles farlig for den unge mand.

Det var nemlig en sending kokain, som han skulle aflevere til en Bandidos-rocker, forklarede han i retten, da han blev fremstillet i grundlovsforhør. Problemet var bare, at han havde lagt to striber klar på et cd-cover til sig selv, og pludselig satte speederen sig fast i bunden af bilen.

Han kiggede ned for at ordne problemet, og da han atter rettede øjnene op, var der en knallertkører lige foran. Han nåede at bremse, men det hvide pulver blev spredt ud over bunden af bilen. Ikke godt, af flere grunde. Bandidos-rockeren ville ikke få sine stoffer, og stofferne var hentet hos Black Cobra, og den 23-årige havde endnu ikke betalt for stofferne.