Kvinde er i livsfare efter hestespark

Ulykke i Vadum, da kvinde og mand ville flytte hest. Hun blev sparket i hovedet

En kvinde har fået alvorlige kvæstelser, efter at hun tidligt søndag morgen blev sparket i hovedet af en hest.

Nordjyllands Politi fik opkaldet ved halvfem-tiden søndag morgen fra Vadum.

- En hest var syg og skulle flyttes, og i den forbindelse blev kvinden ramt, siger vagtchef Bent Højgaard.

Kvinden er 43 år. Også hendes mand deltog i forsøget på at flytte det store dyr.

- Skaderne er livstruende, siger vagtchefen.

Kvinden behandles på Aalborg Sygehus Syd.